Det er store milepæle, når barnet begynder at sidde, at kravle, og når det tager de første små usikre skridt. Tiden med små børn flyver afsted, og pludselig har du et barn, som er klar til at lære at cykle. Ligesom udviklingsstadierne ovenfor kræver det også øvelse og tålmodighed at lære at cykle. Det kræver dog også en god cykel, som passer til barnets størrelse samt en hjelm, som beskytter barnets hoved.
Er du i tvivl om, hvordan du vælger den korrekte cykel til dit barn? Så klik ind på mit indlæg her og læs indlægget “Hvordan vælger jeg den rette cykel til mit barn?”.
Lige så spændende og stort det kan være at skulle lære at cykle, lige så overvældende kan det også være for de små størrelser.
Det er derfor vigtigt, at barnet føler sig tryg, og at I tager det stille og roligt med træningen.

Cykeltræning 2-3 år
Når dit barn er omkring de 2 - 2,5 år, er det tid til at prøve en løbecykel. Her skal barnet øve sig på at holde balancen og at koordinere sine bevægelser. Derudover skal det også træne rum og retningssansen, når det skal styrer udenom eventuelle forhindringer. Det er derfor rart at have mor eller far ved siden af, når det hele er nyt og måske lidt udfordrende. Nogle børn vil lynhurtigt fange fidusen, mens andre børn skal bruge længere tid på at vænne sig til løbecyklen. Det vigtigste er, at du lytter til dit barn og tager det i barnets tempo. Så vil løbecyklen helt sikkert blive en succes!
De bedste råd til cykeltræning med de 2-3 årige:
-
Køb en løbecykel som passer til dit barn. Det er vigtigt, at løbecyklen hverken er for stor eller for lille.
-
Sørg for at barnet har en god cykelhjelm, der sidder korrekt på hovedet.
-
Træn et roligt sted uden trafik. På den måde kan barnet stille og roligt vænne sig til at køre på løbecyklen.
-
Lær barnet hvordan det stopper cyklen. De små kan hurtigt komme op i fart og lige så hurtigt glemme, at de skal bremse igen.
-
Hvis I bevæger jer ud i trafikken, er det vigtigt, at barnet kører på fortovet. Løbecykler skal nemlig køre på fortovet.
-
Lav evt. en bane til barnet, hvor det fx kan øve slalom og lære at stoppe ved bestemte steder. I kan fx tegne med kridt på asfalten eller stille nogle ting op, som barnet kan køre udenom.

Cykeltræning 4-6 år
Når dit barn skifter fra løbecykel til pedalcykel, skal det lære at dreje uden at miste balancen samt lære at beherske fod- og håndbremsen. Det er derfor en god idé at kigge på nedenstående råd, når I skal igang med cykeltræning på en pedalcykel.
-
Køb en cykel som passer til dit barn. Barnet skal kunne nå jorden med fødderne.
-
Sørg for at barnet har en god cykelhjelm, der sidder korrekt på hovedet.
-
Træn et roligt sted uden trafik. På den måde kan barnet stille og roligt vænne sig til at køre på pedalcyklen. Når barnet har styr på balancen og bremsen, kan I begynde at bevæge jer ud i trafikken.
-
Lad altid barnet køre på din højre side, så det er længst væk fra trafikken.
-
Når barnet er tryg ved cyklen og kan mestre den sikkert, kan du begynde at snakke med barnet om de ting, I oplever i trafikken. Hvad betyder hajtænderne? Må man cykle over fodgængerfeltet? Hvordan signalerer man, at man stopper op?
- Lav evt. en bane til barnet, hvor det fx kan øve slalom og lære at stoppe ved bestemte steder. I kan fx tegne med kridt på asfalten eller stille nogle ting op, som barnet kan køre udenom.
Hvornår må mit barn begynde at cykle alene?
Lovgivningen siger, at børn skal være mindst 6 år, før at de må cykle alene i trafikken. Indtil at de bliver 6 år, er det lovpligtigt, at de følges med en person, der er 15 år eller derover.
Det betyder dog langt fra, at børn er klar til at cykle alene i trafikken, når de fylder 6 år. Faktisk er det for mange børns vedkommende mest ansvarligt at lade dem cykle alene, når de bliver omkring de 10-12 år. Det afhænger af, hvor meget de har trænet, og hvordan trafikken er i området, hvor de skal cykle alene.
Kilde: https://www.sikkertrafik.dk/
Jeg håber, at du finder den helt rigtige cykel og hjelm til dit barn og får nogle hyggelige og sjove timer med cykeltræningen.