Gå til indhold
😍 BLACK FRIDAY på alt! Returner dit køb i 365 dage 😍
😍 BLACK FRIDAY på alt! Returner dit køb i 365 dage 😍
Hurtig levering

2-3 dages levering

Gratis fragt

Køb for mere end 599 kr.

Returret i 365 dage

Vi betaler også fragten

Chat med os

Vi er online fra 8-22

Sådan vælger du korrekt lærerigt legetøj

Sådan vælger du korrekt lærerigt legetøj

Vi har alle forskellige kriterier til legetøjet til vores børn, når det gælder materialer og design. Der er dog en ting, som vi helt sikkert alle sammen kan blive enige om; vi ønsker, at vores børn leger med lærerigt legetøj, som er med til at udvikle dem. 

Men hvordan finder jeg så det rette legetøj, som er lærerigt for netop mit barn?

For det første kan du kigge efter legetøj, som du tror interesserer dit barn. Det kan være legetøj med specielle lyde, udseende eller materialer.

Jeg er af den overbevisning, at drenge sagtens kan lege med lyserødt legetøj og dukker, og at piger ligeså vel kan have en sej blå cykel eller måske en værktøjsbænk på værelset.

For mit vedkommende handler det om at vejlede kunden bedst muligt, så barnet får legetøj, som vækker barnets interesse og stimulerer barnet mest muligt. Jeg kigger derfor ikke så meget på køn og alder, når jeg vælger legetøj til shoppen, men mere hvilke udviklingsområder legetøjet stimulerer. 

Mine 5 favoritter inden for lærerigt legetøj: 

#1: Legemad

Lærerigt legemad

Jeg er vild med legemad i træ, fordi det er et kæmpe hit blandt en bred målgruppe af børn. Allerede fra 1 års alderen begynder de fleste børn at interessere sig for legemad, fordi de kan genkende det fra hverdagens rutiner. Det yngre barn kan både lære om farver, madvarer og udvide sit ordforråd, hvis en voksen sætter ord på den forskellige legemad. Det ældre barn vil bruge legemaden i rolleleg og begynde at imitere handlinger, som det ser de voksne udføre. Det kan eksempelvis være at lave aftensmad eller at vaske op. På den måde stimuleres barnets motorik, fantasi og dets sociale kompetencer, hvis der indgår andre børn eller voksne i legen. Super spændende legetøj, som bringer mange timers sjov og lærerig leg.

>> Legemad i træ <<

 #2: puslespil

Puslespil er også fantastisk legetøj, da det ligesom legemad også rammer en bred målgruppe. Helt fra det lille barn på nogle måneder, som begynder at undersøge puslespilsbrikker til de fine knoppuslespil, til de ældre børn, som kan lave større puslespil med flere brikker og større motiver. Der er rigtig meget læring i puslespil, da både barnets motorik, øje-hånd koordination, dets kognitive udvikling samt sproget kan stimuleres ved leg med puslespil. Hvilke udviklingsområder legen med puslespil stimulerer afhænger dog af, hvordan der leges med puslespillet og om en voksen støtter og udfordrer barnet i legen.

>> Puslespil og spil <<

#3: Musikinstrumenter

Vilac xylofon

Børn elsker musik, og musikinstrumenter er derfor også en af mine favoritter, når vi snakker lærerigt legetøj. Musik stimulerer barnets høresans og lærer barnet at følge rytmer, når det forsøger at spille med til musikken, hvilket også stimulerer barnets kognitive evner. Spiller barnet musik med andre børn, stimuleres også barnets sociale kompetencer. Der findes alt fra rasleæg til xylofoner og tambouriner til børn, så det er helt sikkert også muligt at finde musikinstrumenter, som vil interessere dit barn.

>> Musikinstrumenter <<

#4: Løbecykler

Trybike løbecykel

Løbecykler fås i mange forskellige modeller og kan derved bruges til mange aldersgrupper. Fra barnet er 1 år, kan det begynde at køre på en løbecykel, dog med fire hjul, hvor det skal bruge benene til at skubbe cyklen fremad med. Når et barn køre på en løbecykel øver det sig allerede på mange af de ting, som det kræver for at køre på en cykel med pedaler. Det gælder balancen, koordinationsevnen samt motoriske færdigheder for at kunne dreje rundt på pedaler og for at kunne bremse. Derfor synes jeg, at det er fantastisk lærerigt legetøj, som forbereder barnet på at skulle cykle på en cykel med pedaler. Og så er det jo et kæmpe plus, at der med en løbecykel bliver mulighed for at komme ud på længere ture med barnet, uden at små trætte ben skal stoppe jer.

>> Løbecykler fra Barnets Verden <<

 #5: Modellervoks og fingermaling

Modellervoks fra SES

De fleste børn elsker at lege med modellervoks og fingermaling, da de synes, at det er sjovt at få fingrene i det klistrede dej og finurlige maling. Leg med modellervoks og fingermaling stimulerer barnets sanser, både føle og synssansen og de mange muligheder for at forme forskellige figurer stimulerer barnets fantasi. Det kan dog være meget grænseoverskridende for taktilsky børn, som har rigtig svært ved at sætte fingrene i ting med meget stimulering af følesansen. Det er dog en god aktivitet til disse børn, hvis man blot følger deres tempo og lader dem styre, hvornår de ønsker at røre ved modellervoksen og fingermalingen, og hvornår det bliver for meget.

>> Økologisk modellervoks og fingermaling <<

Er lærerigt legetøj alt mit barn behøver?

Lærerigt legetøj er vigtigt, men en stor del af læring gennem leg udvikles i samspil med andre. Det kan eksempelvis være ældre søskende, forældre, bedsteforældre eller pædagoger. Det er derfor vigtigt at være en del af dit barns leg.

Hos de mindste er det vigtigt at snakke til barnet, også selvom det måske endnu ikke har et verbalt sprog. Jo flere ord du sætter på de forskellige handlinger og de ting, som I leger med, jo større er chancen for, at barnet får et stort ordforråd, når det begynder at snakke. Det kan virke en smule skørt i starten, når man konstant sætter ord på ting og handlinger, men det vil hjælpe dit barn sprogligt fremadrettet.

Du kan udfordre dit barn motorisk ved eksempelvis at motivere det til at skubbe sig fremad eller måske begynde at kravle fremad. Det kan eksempelvis være noget spændende legetøj, som barnet gerne vil have fat på, men som det må krybe lidt for at nå.

For det ældre barn er det stadig vigtigt at du er tilstede og udfordrer de forskellige udviklingsområder i legen. Det kan være sprogligt, hvor du kan stille spørgsmål, som opfordrer barnet til at bruge fantasien eller tænke logisk. Det kan eksempelvis være hv-spørgsmål, hvor barnet ikke blot skal svare ja eller nej. Mange børn synes også det er sjovt at sludre og lege med ordene som eksempelvis rim og remser. 

Selvom barnet nu har kunnet gå og løbe i lang tid, er det stadig vigtigt at udfordre barnets motorik og balance. Det kan eksempelvis være en forhindringsbane i haven, eller noget så simpelt som ”jorden er giftig” med et par puder på gulvet i stuen. 

Dette er blot et lille eksempel på, hvordan du kan være med til at stimulere dit barn, men der vil løbende komme nye blogindlæg med temaer såsom stimulering af de forskellige udviklingsområder heriblandt motorik, sprog, kognition og sanser.

Forrige artikel Ønsker til barnedåb
Næste artikel 5 øvelser, som dit barn kan lave med sansemotorik