Sprogstimulering med dit barn

Sprogstimulering med dit barn

Det første mange forældre tænker på i forbindelse med sprogstimulering er bøger. Jeg har tit fået spørgsmålet ”hvilke bøger kan du anbefale til sprogstimulering?”.

Og bøger er helt fantastiske og kan både skabe nærvær og ro i en travl hverdag og lære barnet nye ord. MEN bøger kan ikke gøre arbejdet alene.

Der er rig mulighed for NEMT at implementere sprogstimulering i hverdagens mange gøremål og det vil jeg komme ind på i dette blogindlæg. 

Inden jeg kommer ind på de forskellige muligheder, vil jeg kort ridse op, hvorfor et veludviklet sprog er så vigtigt for barnet.

Et veludviklet sprog er vigtigt for dit barn, fordi: 

  • Sproget spiller en helt central rolle i barnets liv og det er blandt andet gennem sproget at barnet lærer at udtrykke sine behov og meninger til omgivelserne.

  • Børn med et veludviklet sprog har nemmere ved at skabe relationer til andre børn og at deltage i legen.

  • Forskning viser også, at et godt talesprog styrker børns senere læse- og skrivefærdigheder og at der er en sammenhæng mellem børns sproglige udvikling og deres senere uddannelsesniveau i voksenlivet.

Men hvordan hjælper jeg så mit barn bedst muligt?

Mit allerbedste råd er at tænke sprogstimulering ind i de daglige rutiner fra barnet er helt spæd. Ved at sætte ord på alle dine handlinger giver du barnet mulighed for at øge sit ordforråd.

Det kan for nogen måske virke lidt skørt at sætte ord på alt samspil med et lille spædbarn, som endnu ikke kan respondere sprogligt. Men selvom barnet er ganske lille og ikke kan svare tilbage verbalt vil det bruge det non-verbale sprog og sende dig blikke, smil og andre tegn med kropsproget.

Fokusord

Fokusord ved puslebordet

Et lille fif kan være at udvælge nogle fokusord, som du gerne vil lære dit barn. Du kan have fokus på ordene i 1-2 uger og derefter skifte dem ud.

Hæng dem op ved puslebordet eller i køkkenet, så I voksne i hjemmet bliver mindet om det. På den måde vil barnet høre det samme ord mange gange indenfor en periode og derved udvide ordforrådet.

Det kunne fx være ord som vand, sæbe, varmt, koldt, højt, lavt.

Daglige rutiner med rig mulighed for sprogstimulering:

Pusletid/påklædning: For de helt små fra 0-12 mdr. kan du fortælle barnet om de forskellige kropsdele, tælle fingre og tæer, synge fagtesange osv.
For de lidt ældre børn kan du sætte ord på de forskellige beklædningsgenstande, sætte ord på hvordan barnet tager tøjet på, snak om farver, print på tøjet osv.

Sprogstimulering i køkkenet

Måltider: Tag dit barn med i køkkenet og snak om forskellige madvarer, redskaber osv. Til selve måltidet kan I snakke om, hvor madvarerne kommer fra, hvordan I lavede måltidet, hvad der er på tallerkenen, farverne, smag og konsistens (surt, sødt, salt, blødt, knasende, klistret osv.).
Vasketøj: Mange børn elsker at hjælpe med at vasketøj, hænge det op og lægge det sammen igen. Lav det til en hyggeligt aktivitet og snak om de forskellige stykker tøj, farver osv. 
Sprogstimulering og vasketøj

Sanglege og sprogstimulering
Legetid: Inddrag gerne sanglege, rim og remser og læsestunder i hverdagene. Det er både sjovt, hyggeligt og stimulerer barnets sprog.

Puttetid: Her er det oplagt at synge med dit barn eller læse en hyggelig bog. Lad dit barn vælge en bog, som det gerne vil have læst højt og lad det stille spørgsmål undervejs. Når barnet begynder at stille spørgsmål, er der mulighed for en dialog med barnet, hvor barnet kan øve sig i at danne sætninger, bruge nye ord og øve sig i at være en del af en dialog. Fx at vente på svar og derefter stille et nyt spørgsmål.

Det leder mig videre til en konkret metode, dialogisk læsning, som du kan bruge sammen med dit barn, hvis du gerne vil fokusere mere på sprogstimulering udover stimuleringen i de daglige rutiner.

Tilbage til blog